Hacket facebook konto

Hacket Facebook konto


Politianmeld, der er tale om identitetstyveri, erfarne hackere vil ligeledes have adgang til misbrug af kreditkortoplysninger.

Facebook har nedenstående anbefaling:


Facebook

facebook

Hvis du tror, at din konto er blevet hacket eller overtaget af en anden, skal du gå til denne side for at sikre din konto. Vi vil bede dig om at ændre din adgangskode og gennemgå den seneste loginaktivitet.


  • Din konto kan være blevet hacket, hvis du bemærker følgende:
  • Din e-mail eller adgangskode er blevet ændret
  • Dit navn eller din fødselsdato er blevet ændret
  • Der er sendt venneanmodninger til personer, du ikke kender
  • Der er sendt beskeder, du ikke har skrevet
  • Der er lavet opslag, du ikke har oprettet

Du kan også gennemse disse værktøjerog tips for at hjælpe med at holde din konto sikker. Det kan også være nyttigt at lære, hvordan du beskytter dig selv mod skadelig software, som kan kompromittere din konto


Bemærk: Hvis den e-mail, der er knyttet til din Facebook-konto, er blevet ændret, kan du tilbageføre ændringen. Når en e-mail ændres, sender vi en besked til den forrige e-mailkonto med et særligt link. Du kan klikke på dette link for at tilbageføre ændringen af e-mailen og beskytte din konto.


Artikel fra ”Politiken” 13. 7.17


Forebyggelse:


1. Sørg for at registrere flere e-mail-adresser.


Når nogen ’hijacker’ din Facebook-profil, er det typisk fordi, de har fået adgang til en gammel e-mailkonto, du ikke længere bruger, men som du har registreret på din profil. Hvis de har kodeordet hertil, kan en hacker bestille et nyt Facebook-kodeord til selvsamme e-mail og dermed få adgang. Og fordi du naturligvis ikke kender det nye kodeord, er du lukket ude fra din profil.

Sørg derfor altid for at registrere nye e-mailadresser på din Facebook-profil og slet gamle adresser, du ikke længere bruger. Ved at have flere e-mailadresser ombord, kan du altid få tilsendt et link til at lave et nyt kodeord til en anden adresse end den, som hackeren har adgang til.


2. Brug forskellige passwords til alting


Det er klart det nemmeste at huske et eller to passwords og bruge dem til alle ens netaktiviteter. Men det er også møgfarligt. For har en hacker først gættet kodeordet til én konto, er der pludselig åben adgang til alle dine andre konti, lige fra sociale medier over e-mails til betalingstjenester som for eksempel PayPal.


Hvis du derimod har forskellige kodeord hele vejen rundt, når din Facebook-profil bliver hijacket, kan en hacker ikke få adgang til alle dine e-mailadresser, og du vil kunne få tilsendt et link til et nyt kodeord som beskrevet ovenfor.


Men med de mange tjenester, den moderne forbruger anvender, kan det være svært at huske forskellige passwords for dem alle sammen. Én løsning er at bruge en app på telefonen, der har alle ens kodeord ombord, som for eksempel LastPass.


En anden løsning er at stykke sit kodeord sammen af noget unikt for den enkelte tjeneste, som man har en metode til at huske. Hvis du for eksempel allerede har en god tegnkombination, du kan huske, kan du kombinere den med dit øgenavn for tjenesten. Det kunne altså være 45*PFjdj-Fjæsbog for Facebook. Det gør det en anelse sværere for især udenlandske hackere at gætte dit password.


3. Skru op for sikkerheden i Facebook


Facebook giver flere muligheder for at øge sikkerheden på din profil. Hvis du går logger på Facebook med en computer, kan du trykke på den lille, nedadvendte pil i øverste højre hjørne og vælge ’Indstillinger’.


Under menupunktet ’Sikkerhed og Login’ i venstre side har du mulighed for at slå en funktion til, hvor du får en notifikation på e-mail eller på en SMS, hvis nogen logger ind fra en ukendt computer.


Du kan også slå såkaldt totrinsgodkendelse til. Her skal dit password ledsages af en kode, før du kan logge på, og denne kode kan du få på en SMS eller via en app på din smartphone.


Facebook har derudover en ret smart funktion, der udnytter netværkets eget råstof til at øge sikkerheden. Der er naturligvis tale om dine Facebook-venner. Du kan vælge mellem tre og fem venner, som du kender og stoler på, og udnævne dem til såkaldt ’betroede kontakter’. Disse kontakter kan så hjælpe dig med at logge på Facebook, hvis du bliver låst ude.


Flere af disse funktioner kan dog ændres, hvis en hacker først får adgang til din konto. Det vigtigste er at forhindre adgangen helt fra begyndelsen, så her bør du overveje at slå totrinsgodkendelse til og altid bruge forskellige passwords.


Når du er blevet hacket


Selv med alle de mange advarsler kan det være svært at få sig selv til at sikre sin Facebook-profil, indtil man rent faktisk bliver hacket. Og så er det jo for sent. Men der er dog ting, man kan gøre, for dels at få sin konto igen og dels minimere skaderne.


1. Underret Facebook – og eventuelt politiet


Som det første bør du fortælle Facebook om hændelsen. Det kan du blandt andet gøre ved at gå ind på Facebook.com/hacked. Hvis du stadig har adgang til din konto, får du forskellige muligheder for at sende Facebook en besked om, hvad der er sket. Hvis du ikke kan logge ind, guider Facebook dig igennem forskellige muligheder for at få din konto tilbage.


2. Genopret din konto


Hvis en hacker blot har tiltusket sig adgang til din konto og er begyndt at sende spam eller pornografiske billeder ud til alle dine venner, er det som regel nok at ændre dit password. Det gøres under ’Indstillinger’ og 'Sikkerhed og Login’, som beskrevet ovenfor. Er din konto derimod blevet så alvorligt kompromitteret, at hackeren har ændret dit kodeord og alle dine sikkerhedsfunktioner, kan du slet ikke komme ind på din konto.


Her skal du i stedet klikke på »Har du glemt din konto?«, der hvor du normalt logger ind på Facebook. Her kan du taste dit brugernavn, dit fulde navn, en af dine registrerede e-mail-adresser eller dit telefonnummer. Herefter skulle der gerne dukke en liste op med Facebook-konti, hvor en af dem er din. Når du klikker på kontoen, får du mulighed for at få tilsendt en sekscifret kode til et telefonnummer eller en af dine registrerede e-mailadresser.


Hvis du ikke længere har adgang til de e-mailadresser eller det telefonnummer, du har på Facebook, kan du klikke på »Har du ikke længere adgang til disse?«.


u bliver nu bedt om at indtaste en ny e-mail eller et nyt telefonnummer, som Facebook kan få fat i dig på. Hvis du har oprettet den ovenfor beskrevne liste med betroede venner, kan du vælge en af dem, hvorefter du bliver præsenteret for en webadresse. Du kan nu ringe til din ven og læse webadressen op over telefonen. Når vennen så går ind på websiden, får vedkommende vist en kode, som du så kan bruge til at logge ind med.


3. Ryd op efter hacket


Når du først har fået adgang til din konto igen, er der en del andre ting, du bør overveje at tage højde for. Med mindre du ligefrem har alle dine kreditkortnumre gemt på Facebook, behøver du ikke ringe til banken og spærre alle kortene. Men du bør til gengæld tjekke dine konti dagligt for at se, om der er aktiviteter, du ikke kan genkende – i hvert fald i de første uger efter, du er blevet hacket. Skulle der dukke noget op, skal du naturligvis ringe til banken med det samme.


Som bekendt kan man installere apps i Facebook, og du bør gå disse igennem for at se, om der er blevet installeret noget, du ikke selv har valgt. Hvis du kan, er det en god idé at slette alle dine Facebook-apps og geninstallere dem, du virkelig ikke kan undvære.


I samme åndedrag bør du køre en virusscanning for at være sikker på, at hackeren ikke har fået adgang til din Facebook gennem din computer. Hvis du ikke har et antivirus program, så skynd dig at købe eller hente et via app-butikken i Windows 10 eller MacOS.


Endelig skal du skynde dig at fortælle alle dine Facebook-venner om, hvad der er sket, så de også kan holde øje med lignende angreb. Del eventuelt dine erfaringer, så andre kan få glæde af dem.


Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.